mandag den 17. februar 2014

Rockband, mere snefri og Farpoint 2014!

Hej!

Den her uge er gået så stærkt, især fordi jeg kun har været i skole i tre dage!

Mandag havde jeg igen Mathias hjemme til aftensmad, hvor vi igen fik brasiliansk mad. Han hjalp endda til. Mens vi spiste snakkede vi lidt om giraffen Marius' skæbne, og jeg tog al skylden for det. Det selvfølgelig synd, men så fik løverne mad og vi undgik incest! (på en måde...) Efter aftensmaden spillede vi Rockband på Playstation, og det var rigtig sjovt. På begge de sange jeg sang, fik jeg 100 procent. Wuhu! Jeg blev også bedre og bedre til guitaren.

Tirsdag vågnede jeg med ondt i halsen og hovedpine. Jeg fik kæmpet mig igennem skoledagen, og en 4 miles løbetur med Yan og Mathias, og 3 timers præsentation med AFS. Da jeg endelig kom hjem, og jeg et bad og gik direkte i seng. På vores løbetur, kom vi forbi Lincoln Memorial, Martin Luther King Jr. Memorial og Jefferson Memorial. Det var en smuk og iskold eftermiddag, og det var fredeligt.

Onsdag havde jeg en slem forkølelse, men jeg klarede mig gennem dagen alligevel. Efter skole var jeg hjemme hos Mathias og vi spillede Just Dance 4 indtil jeg skulle lave lektier, og han så Sherlock. Vi hjalp hans værtsmor med at lave aftensmad, og derefter spiste vi. Det var en fredelig middag, og vi fik laks og pasta. Nam! Da jeg skulle hjemad, var den nye vinterstorm allerede ankommet, og der lå et fint lag sne udenfor. Mathias' værtsmor kørte mig til den nærmeste metrostation, og jeg var på vej hjem. Da jeg kom hjem, sad familien og så Elemetary og jeg satte mig sammen med dem. Jeg havde allermest lyst til at gå i seng og sove, og siden jeg havde fri den næste dag var det jo det jeg kunne, men jeg savnede også lidt at være sammen med de andre. Så jeg blev gennem to afsnit.

Torsdag havde jeg som sagt fri. Så dagen blev brugt på at få det bedre, og læse Allegiant. Det er en flad bog, med et virkelig dumt budskab (SPOILER: at mennesker ikke er komplette, pga. genfejl?)
Gabi var virkelig sød til at respektere at jeg havde brug for hvile, så hun lod mig være i fred. Hen på eftermiddagen havde jeg fået det bedre, og jeg joinede familien og Amber til en omgang Beatles Rockband! Det var sjovt, og Gabi og Jeg fik 100% på Eight Days A Week (tak musiklærer, for at tvinge os til at lære den i 3. klasse!)

Fredag stod jeg op, og læste Allegiant færdig. Den gjorde mig SÅ vred på et tidspunkt, at jeg måtte lægge den fra mig, græde en smule og råbe ad Gabi. Gabi tog det pænt og spurgte om jeg var okay. Det var jeg ikke. Den endte forfærdeligt, og til fremtidig note; læs kun Divergent!
Senere tog vi til en Sci-Fi convention i Baltimore. Gabi og jeg havde vores Star Trek pyjamasser på hele dagen. Vi gik rundt til nogle af de forskellige paneler, men vi endte med at gå rundt i de små boder der solgte sci-fi ting og sager. Det var rigtig sjovt. Til aften var Janine, Gabi og jeg til en buffet, fordi Janine var æres gæst. Det var lækker mad, og vi spiste meget af det. Der var underholdning mens vi spiste, og Gabi fik sat sit øje på en sød dreng på 21. Det var sjovt at drille hende med det, især fordi hun blev pinlig over det. Senere var der karaoke, og det var sjovt at se på. Men efterhånden som folk blev fuldere og fuldere, blev de også højere og dårligere. Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt holdt os for ørerne. Da Janine og Ron havde solgt nogle bøger og promoveret lidt, tog vi tilbage på et hotel og sov.

Lørdag stod vi op, klædte om til Uhura og genderswapped Kirk, og tog af sted igen. Gabi og jeg startede ud med at være baby-sittere til et te-selskab hvor vi dekorerede hatte og småkager. Nogle af de små børn var super søde, og super glade for frosting og skumfiduser. Der blev ikke drukket så meget te. Derefter fandt Gabi et sted hvor hun kunne sidde og holde øje med ham fyren som hun synes var så sød, jeg fulgte bare med, for der var ikke rigtig nogle paneler der faldt i min smag. Efter vi havde spiste frokost, gik vi rundt til nogle andre børnevenlige paneler, indtil Gabi begyndte at kede sig. Hun satte sig igen så hun kunne holde øje med fyren, og jeg gik hun og så på Doctor Who og Star Trek merchandise. Om aftenen spiste vi BBQ ude, og tog derefter tilbage til hotellet. Jeg læste i min bog, og Gabi så Grease. Hun forstod den ikke rigtig, og hun kedede sig også. Jeg hyggede mig dog! Da jeg rejste mig fra min plads i lobbyen for at gå i seng omkring kl. 23, blev damen bag skænken forskrækket over at se mig, men begyndte så at smile og ønske mig en god nat.

Søndag var sidste dag på con, så nu skulle der shoppes! Jeg fik købt en Supernatural t-shirt og en ugle-halskæde der er selvlysende! Jeg købte også en fødselsdags gave til Mathias. Til frokost ventede vi næsten 30 minutter på at de ville tage vores bestilling, og derefter 40 minutter på vores mad. Det var god mad, og to af Janine og Rons venner var sammen med os. Omkring klokken 15, tog vi hjemad. Det er helt underligt at være afskåret fra sine venner i en hel weekend, for så føles det næsten som om at de ikke eksistere, Jeg savner dem allerede efter 3 dage, hvordan skal jeg overleve til sommer?!

Næste uge er der kun 'en ting der tæller: DISNEYWORLD. Jeg glæder mig SÅ meget til at komme væk fra kulden og sneen, og ned til varmere grader og sol! Og selvfølgelig 8 dage i Disneyworld.

- Emma

Ingen kommentarer:

Send en kommentar